POLITIK Pia Kjærsgaard, före detta Dansk folkeparti som hon ledde i 17 år från grunden, ger svenska invandringspolitiken är armékänga där bak. Hela artikeln i sin helhet kan läsas här.
Vårt grannland bortom Öresund har länge varit utrikespolitikens, ”Utopia”. Här mottages alla människor från tredje världen med öppna armar, oavsett om de nu personligen är förföljda eller helt enkelt vill ha ett bättre liv utan fattigdom. I Sverige är ”mångkulturalismen” statsdoktrin på samma sätt som ”anti-fascismen” var i det tidigare DDR.
Och i det starkt hierarkiska segregerade svenska samhället diskuteras maktelitens officiella politik. Även om det vid riksdagsvalet i september 2010 lyckades komma in ett invandrings- kritiskt parti i riksdagen, Sverigedemokraterna, blir de idag av de andra parterna utfrysta så till den milda grad, att den borgerliga regeringen röstar mot sina egna förslag om det visar sig att en majoritet inte kan tillhandahållas utan Sverigedemokraternas rösterna.
Weekendavisen kunde för några veckor sedan, visa en längre historia om Sveriges snabba omvandling. Sedan augusti 2004 har befolkningen ökat med en halv miljon, främst på grund av familjeåterförening. Befolknings- sammansättningen ändras samtidigt. En stor del av befolkningsökningen beror på invandringen från icke-västerländska länder som Somalia, Irak och Afghanistan.
Resten på originaldanska då översättningen inte är helt säker:
Men Sveriges forandring har aldrig været et anliggende for den svenske befolkning. Den er aldrig blevet spurgt. Den har aldrig ytret sig. Enhver kritik af indvandringen har tangeret et socialt og karrieremæssigt selvmord. Så sent som ved riksdagsvalget i 2006, havde de statslige medier pligt til at anvende ordet ”fremmedfjendsk” i forbindelse med omtale af Sverigedemokraterna.
I dag må svenskerne leve med deres forandrede samfund. Sveriges tredjestørste by, Malmø, et stenkast fra Danmark, udgør et af Sveriges største sociale og etniske eksperimenter. Her er hver fjerde borger født i andre lande end Sverige, og bydelen Rosengård er måske det første reelle parallelsamfund med egne regler og love i Skandinavien. Her har de muslimske imamer mere at skulle have sagt end den svenske øvrighed.
Det multikulturelle eksperiment har en række uhensigtsmæssige konsekvenser, som især rammer den almindelige svensker. Malmø er en af Sveriges – ja Skandinaviens – mest kriminelle byer, hvor tyverier, vold, voldtægt og mord hører til dagens orden. Sidste efterår og i det tidlige forår var byen på alles læber som følge af en række mord begået i byens hastigt voksende kriminelle miljøer. Men kriminaliteten er ikke den eneste pris for multikulturalismen – etnisk had og ægte ”racisme” er en anden.
Under Besættelsen udgjorde det neutrale Sverige en sikker havn for flere tusinde danske jøder, som dermed blev reddet fra undergangen i nazisternes dødslejre. Sverige var frihedens land. I dag gjalder råbet ”jävla jude” eller det arabiske ”yahoud” gennem gaderne i Malmø, og Simon Wiesenthal Centeret i Wien anbefaler jøder at gå i en stor bue udenom Malmø, hvor selv borgmesteren, Ilmar Reepalu betegnes som et problem, fordi han forbød publikum adgang til en tenniskamp mod Israel, da dette kunne skabe uro i byen. Ja, selv præsident Obama har ytret bekymringer om tilstandene i Malmø.
Svenskerne fik for nyligt en anden eksotisk smagsprøve på, hvad der rører sig i parallelsamfundet, da det viste sig, at seks ud af ti imamer for skjult kamera svarede, at en hustru ikke har ret til at nægte ægtemanden sex, og at ni ud af ti imamer mente, at flerkoneri under visse omstændigheder er i orden. Svarene var naturligvis helt anderledes, da svensk tv officielt efterspurgte imamernes holdninger.
Denne dobbeltstandard giver mig mindelser om en tilsvarende undersøgelse af svenske politikere for nogle år siden. Her omtalte anerkendte svenske politikere for skjult kamera muslimske indvandrere med sprogets værste gloser. Da de efterfølgende blev konfronteret med optagelserne, nægtede de alt. Løgnen er blevet en fast bestanddel af det svenske ”eksperiment”.
Mens det officielle Sverige nægter at lytte til svenskernes bekymringer, og mens svenskerne tier af frygt for sociale repressalier, blomstrer underskoven af voldelige nazistiske og racistiske bevægelser. Malmøskytten, hvis sag for øjeblikket oprulles for retten, er et af de ekstreme eksempler. I Sverige overlader man en stor del kritikken af indvandringen til nynazister. Her findes ventilen for frustrationerne.
Sveriges multimulturalisme er en kunstig kulisse. Mens det officielle Sverige med fanatisk iver forsøger at opretholde skinnet af godhed og at fremstå som et forbillede for resten af verden, gærer og syder det i undergrunden. Det officielle Sverige er truet fra flere sider: Blandt dele af de muslimske indvandrere, er islamismen og et middelalderligt livssyn en realitet, og for et stigende antal svenskere er de ekstremistiske bevægelser det sidste tilflugtssted.
Sverige indledte det multikulturelle eksperiment for at vise hele verden, at et lille skandinavisk land kunne være tilflugtssted for alle forfulgte. Sverige ville være et forbillede. I dag er dele af landet forandret til ukendelighed. Den højeste pris har været, at løgn og forstillelse er blevet en integreret del af den svenske mentalitet.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Print 
PDF
